Forside
Hvordan klager man?
Om Teleankenævnet
Sammensætning og sekretariat
Tilsluttede teleselskaber
• Vedtægter
Bekendtgørelse om sagsomkostninger
Årsberetninger
Statistiske oplysninger
Afgørelser
Spørgsmål og svar
Tipsposen
Kontakt
Links

Print siden
Indtast søgeord:

VEDTÆGTER FOR TELEANKENÆVNET

Teleankenævnet, herefter kaldet ”ankenævnet” er stiftet af Forbrugerrådet og Telekommunikationsindustrien i Danmark.

 

 

Ankenævnets kompetence

 

§ 1. Ankenævnet behandler civilretlige tvister mellem slutbrugere og udbydere af teletjenester vedrørende teletjenester. En klage kan angå samtlige omstændigheder i retsforholdet mellem parterne.

 

Stk. 2. Ankenævnet behandler endvidere tvister vedrørende registrering og debitering af indholdstjenester.

 

Stk. 3. Ved teletjenester forstås tjenester, der helt eller delvist består i elektronisk overføring af kommunikation i form af lyd, billede og tekst eller kombinationer heraf ved hjælp af radio eller telekommunikationsteknik mellem nettermineringspunkter. Ved indholdstjenester forstås tjenester, der leveres elektronisk via en teletjeneste og faktureres af teleudbyderen.

 

Stk. 4. En klage kan indgives af slutbrugerne. Ved en slutbruger forstås den endelige aftager af ydelsen.

 

Stk. 5. Erhvervsdrivende slutbrugere kan kun indgive klager vedrørende registreret forbrug af teletjenester. Ved en erhvervsdrivende forstås en fysisk eller juridisk person, der hovedsagelig handler som led i sit erhverv. Ankenævnet kan beslutte at behandle andre klager fra erhvervsdrivende slutbrugere, hvis klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende en privat aftale om en teletjeneste.

 

Stk. 6. Hvis køb af en vare eller ydelse er betinget af indgåelse af en aftale om en teletjeneste, og klagen hovedsageligt vedrører teletjenesten, kan ankenævnet også behandle eventuelle spørgsmål, der vedrører varen eller ydelsen.

 

Stk. 7. Ankenævnet kan kun behandle en klagesag, såfremt klager, har rettet skriftlig henvendelse til udbyderen.

 

 

§ 2. Klage kan indgives mod den, der efter retsplejelovens regler kan sagsøges ved en dansk domstol.

 

Stk. 2. Aftaler om, at retstvister skal behandles ved voldgift eller andet lignende forum, udelukker ikke, at klage kan indgives til ankenævnet.

 

 

§ 3. Udenfor ankenævnets område falder klager, for hvilke der i lovgivningen er foreskrevet en særlig klageadgang.

 

Stk. 2. Ankenævnet kan ikke behandle sager, der er afgjort ved endelig dom, retsforlig eller gyldigt bindende voldgift.

 

Stk. 3. En voldgiftskendelse er kun bindende, såfremt klageren forinden voldgiftssagen er blevet orienteret om muligheden for ankenævnsbehandling.

 

Stk.4. Hvis en sag er anlagt ved domstolene, og forbrugeren ønsker den indbragt for ankenævnet, hæver retten sagen og sender den til nævnet, medmindre det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, eller sagen ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.

 

Stk. 5. Hvis en sag er rejst ved voldgift eller andet særligt forum, og forbrugeren ønsker den indbragt for ankenævnet, skal sagen udsættes, indtil den er behandlet af nævnet.

 

 

§ 4. Når der er truffet afgørelse i en klagesag kan hver af parterne indbringe sagen for domstolene.

 

Stk. 2. Hvis afgørelser eller forlig indgået i forbindelse med klagebehandlingen ikke efterleves, kan Forbrugerstyrelsen på forbrugerens anmodning indbringe sagen for domstolene på forbrugerens vegne, jf. dog § 24.

 

 

Afvisning, henvisning samt oversendelse af sager

 

§ 5. Klager, der indsendes til ankenævnet, men som henhører under et andet godkendt privat klage- eller ankenævn, herunder Forbrugerklagenævnet, Service-900 nævnet, IT- og Telestyrelsen eller lignende klageinstanser etableret ved lov, videresendes af sekretariatet hertil.

 

Henhører klagen ikke under et godkendt privat klage- eller ankenævns eller Forbrugerklagenævnets virksomhedsområde, kan forbrugeren henvises til at anlægge sag ved de almindelige domstole, i hvilken forbindelse sekretariatet oplyser forbrugeren om muligheder for retshjælp og fri proces samt dækning af sagsomkostninger over en eventuel retshjælpsforsikring.

 

 

§ 6. Ankenævnets formand kan afvise øvrige klager, der utvivlsomt falder udenfor ankenævnets kompetence. Formanden kan bemyndige sekretariatets chef til at træffe de nævnte afgørelser. Klageren gøres samtidig opmærksom på, at afgørelsen vil kunne indbringes for nævnet, hvilket sker ved sekretariatets foranstaltning, såfremt klageren fremsætter ønske herom.

 

 

§ 7. Ankenævnet har mulighed for at afvise sager, som på grund af deres principielle juridiske karakter, usikkerhed om bedømmelsen af de fremkomne faktiske oplysninger eller mangel på dokumentation af klagers krav eller af andre særlige grunde, findes uegnede til behandling i ankenævnet. Ankenævnet kan endvidere afvise at behandle klager, som må anses for åbenbart grundløse.

 

 

§ 8. Afvisninger i henhold til §§ 6 og 7 skal ledsages af en begrundelse for afvisningen, vedlagt oplysning om muligheden for at indbringe sagen for domstolene, samt om muligheden for at opnå dækning af omkostningerne via retshjælp, retshjælpsforsikring og/eller søge fri proces.

 

 

Stiftere, tilsluttede og sekretariatet

 

§ 9. Ankenævnet er stiftet af Forbrugerrådet og Telekommunikationsindustrien i Danmark. Teleudbydere, der er medlemmer af Telekommunikationsindustrien i Danmark er således automatisk tilsluttet ankenævnet. Andre teleudbydere kan tilslutte sig ankenævnet. I nærværende vedtægter benyttes betegnelsen tilsluttede teleudbydere som et samlebegreb for begge kategorier af teleudbydere.

 

Stk. 2. Til ankenævnet knyttes et sekretariat, der ikke må dele adresse med de stiftende organisationer, eller de udbydere, der kan indklages for ankenævnet.

 

Stk. 3. Sekretariatet har til opgave at besvare skriftlige og telefoniske henvendelser og kan besvare personlige henvendelser til ankenævnet, samt at forberede klagesagerne til ankenævnsbehandling.
 
Stk. 4. Sekretariatet skal søge at behandle sagerne således, at sagsbehandlingstiden regnet fra sekretariatets registrering af klagen til ankenævnets afsigelse af kendelse, ikke bør overstige 6 måneder.

 

 

Ankenævnets sammensætning

 

§ 10. Ankenævnet består af en formand, som skal være dommer, og et lige antal repræsentanter for forbruger- og erhvervsinteresser. Repræsentanterne udpeges af henholdsvis Forbrugerrådet og de tilsluttede teleudbydere. De bag ankenævnet stående organisationer kan udpege en eller flere stedfortrædere for formanden med samme kvalifikationer som denne. Ankenævnets medlemmer udpeges for 3 år ad gangen med mulighed for genudnævnelse.

 

Stk. 2. Såfremt det er nødvendigt for bistand ved klagebehandlingen udpeger ankenævnet efter indstilling fra Forbrugerrådet og de tilsluttede teleudbydere et antal sagkyndige, der bistår sekretariatet under sagens forberedelse eller ved sagens behandling i nævnet.


 

Habilitet

 

§ 11. Ingen må deltage i behandlingen af en sag, når

  1. vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
  2. vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærtstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald, eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse.
  3. der i øvrigt foreligger omstændigheder, der er egnede til at vække tvivl om vedkommendes fuldstændige upartiskhed. 

Stk. 2. Den, for hvem nogen af de i stk. 1 nævnte forhold foreligger, skal omgående underrette ankenævnets formand herom.

Stk. 3. Ankenævnets formand træffer beslutning om, hvorvidt en person ikke kan medvirke i behandlingen af en sag som følge af bestemmelsen i stk. 1.

 

Indgivelse af klage og klagebehandling

 

§ 12. Klagen skal indgives på ankenævnets klageformular, der fremsendes af sekretariatet efter anmodning eller hentes fra ankenævnets hjemmeside. Klageformularen kan udfyldes og indsendes elektronisk via ankenævnets hjemmeside.

 

 

§ 13. Ved indgivelse af klage til ankenævnet opkræves et gebyr på kr. 150. Dette gebyr tilbagebetales til klageren, såfremt sagen henlægges, klagen trækkes tilbage inden nævnsbehandlingen, der gives klageren helt eller delvist medhold i klagen, sagen afsluttes ved forlig eller ankenævnet ikke kan behandle klagen.

 

 

§ 14. Så længe en sag verserer for ankenævnet, kan klagesagens parter ikke anlægge sag ved domstolene, voldgiftsret eller lignende forum, angående de af klagen omfattede spørgsmål.

 

Stk. 2. Hvis en sag er anlagt ved domstolene, og forbrugeren ønsker den indbragt for ankenævnet, hæver retten sagen og sender den til nævnet, medmindre det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, eller sagen ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.

 

Stk. 3. Hvis en sag er rejst ved voldgift eller andet særligt forum, og forbrugeren ønsker den indbragt for ankenævnet, skal sagen udsættes, indtil den er behandlet af nævnet.

 

Stk. 4. Så længe sagen verserer ved ankenævnet stilles opkrævningen af det beløb, som klagen angår, i bero.

 

 

§ 15. Klager, der indgives ved oversendelse fra en domstol, voldgiftsret eller lignende forum, behandles som øvrige sager i henhold til nærværende vedtægter.

 

 

§ 16. Sekretariatet påser, at følgende betingelser for behandling i ankenævnet er opfyldt:

  1. at forbrugeren forgæves har klaget skriftligt til den erhvervsdrivende,
  2. at klagen indbringes på ankenævnets klageskema, vedlagt relevante bilag, og
  3. at klagegebyret er indbetalt.

Stk. 2. Sekretariatet henlægger sagen, hvis betingelserne i stk. 1 ikke opfyldes.

§ 17. Sekretariatet videresender klagen til den indklagede teleudbyder til udtalelse. Når sekretariatet har modtaget udtalelsen, forelægges denne for klageren til udtalelse.

 

Sekretariatet drager i øvrigt omsorg for sagens oplysning og fremskaffer af egen drift det fornødne retlige og faktiske grundlag for afgørelsen, herunder at der indhentes en skriftlig sagkyndig erklæring, hvis det er nødvendigt for at træffe afgørelse i sagen. Sekretariatet drager i øvrigt omsorg for, at hver af parterne får kendskab til oplysninger fra modparten, som må anses for at være af betydning for sagens afgørelse, og til skriftlige sagkyndige erklæringer indhentet til brug for ankenævnsbehandlingen. Dette gælder dog ikke, hvis en parts interesse i at kunne benytte kendskab til oplysninger findes at burde vige for afgørende hensyn til private interesser. Sekretariatet vejleder i fornødent omfang parterne om deres retsstilling.

 

Stk. 2. Sekretariatet fastsætter en frist på 3 uger for teleudbyderens afgivelse af den første udtalelse. For afgivelse af øvrige udtalelser er fristen 2 uger. Fristen regnes fra datoen for sekretariatets anmodning til parterne om en udtalelse. Sekretariatet kan forlænge fristen efter anmodning. Hvis teleudbyderen ikke er fremkommet med en udtalelse inden fristens udløb, kan sekretariatet afgive sagen til behandling i ankenævnet, der kan beslutte at træffe afgørelse i sagen på det i øvrigt foreliggende grundlag. Fremkommer klageren ikke med oplysninger, som har betydning for sagens oplysning inden fristens udløb, kan sekretariatet anse klagen for bortfaldet.

 

Stk. 3. Sekretariatet afslutter sagen, hvis teleudbyderen under sagens forberedelse opfylder klagerens krav. Det samme gælder, hvis klageren frafalder sin klage.

 

 

§ 18. Sekretariatet kan søge sagen forligt mellem parterne. Ved fremsættelse af forligsforslag skal det fremgå, at sagen er behandlet på sekretariatsplan, og at den kan kræves forelagt ankenævnet.


Stk. 2. Sager, der ikke er blevet afsluttet under den forberedende sekretariatsbehandling, afgives af sekretariatet med en sagsfremstilling, samt en indstilling til afgørelse til behandling i ankenævnet. Sager til afgørelse i ankenævnet fremsendes så vidt muligt senest 14 dage før et nævnsmøde til de deltagende nævnsmedlemmer.  Efter fremsendelse af sager til et kommende nævnsmøde er det ikke længere muligt for den indklagede teleudbyder at indgå forlig i sagen. Indsender den indklagede teleudbyder et forligsforslag efter dette tidspunkt, indgår forslaget i ankenævnets behandling af sagen.

 

 

Ankenævnets møder

 

§ 19. Ankenævnet holder normalt møde en gang om måneden, eller når der er et passende antal sager, dog minimum én gang i kvartalet. Ankenævnets formand kan bestemme, at den sagsbehandler, der har forberedt sagen i sekretariatet, skal forelægge sagen ved behandlingen i ankenævnet.

 

Stk. 2. På ankenævnsmøder kan, uden stemmeret, deltage en sagkyndig, jf. § 10 stk. 2.

Stk. 3. En repræsentant for såvel Forbrugerklagenævnet som IT- og Telestyrelsen skal til enhver tid uden stemmeret have adgang til at deltage i ankenævnets møder.

Stk. 4. Sekretariatet skal til hvert ankenævnsmøde fremlægge en oversigt over de sager, hvor der siden sidste ankenævnsmøde er indgået forlig med sekretariatets medvirken, samt en kort angivelse af forligets indhold. Sekretariatet skal ligeledes til hvert ankenævnsmøde fremlægge en oversigt over de sager, der er afvist af formanden, eller sekretariatets chef efter § 6.

 

Ankenævnets afgørelser

 

§ 20. Afgørelser i ankenævnet træffes ved almindelig stemmeflerhed.

 

 

§ 21. Ankenævnet træffer afgørelse på det af sekretariatet tilvejebragte grundlag. Formanden og de enkelte ankenævnsmedlemmer skal have adgang til samtlige oplysninger i sagen. Ankenævnet kan beslutte at udsætte sagens behandling med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger.

 

Stk. 2. Sagkyndige kan tilkaldes til nævnsbehandlingen, ligesom parter kan tilkaldes, hvis særlig omstændigheder taler herfor.

 

Stk. 3. Afgørelsen træffes efter en juridisk bedømmelse af sagens omstændigheder.

 

Stk. 4. Sagen afgøres på det nævnsmøde, hvor sagen forelægges, medmindre et medlem af ankenævnet på mødet begærer sagen udsat med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger mv., jf. stk. 1.

 

Stk. 5. En afgørelse anses for truffet den dato, hvor afgørelsen udsendes skriftligt til sagens parter. Det er ikke muligt at indgå forlig i tidsrummet fra afholdelse af nævnsmøde, til afgørelsen udsendes skriftligt, jf. dog stk. 6.

 

Stk. 6. Ankenævnets formand kan uanset stk. 5, 2. pkt., og hvis sagen efter formandens vurdering ikke er principiel, beslutte, at parterne skal have adgang til at forlige en sag uden afgørelse, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  1. Klager og indklagede indsender en skriftlig erklæring om, at de er enige om forligsforslaget
  2. Forligsforslaget stiller utvivlsomt klager bedre eller lige så godt som ankenævnets afgørelse. Stk. 7., stk. 5 og 6 begrænser ikke klagers ret til at trække en sag tilbage.

§ 22. Ankenævnet er beslutningsdygtigt ved ankenævnsmøder, hvori formanden og en repræsentant for forbrugerinteresser, samt en repræsentant for erhvervsinteresser deltager. Er et ankenævnsmedlem repræsenterende henholdsvis erhvervs- eller forbrugerinteresser, forhindret i at deltage i et møde, tillægges det fraværende medlems stemme den tilstedeværende repræsentant for henholdsvis erhvervs- eller forbrugerinteresser. Dette skal ske inden mødets begyndelse.

 

 

§ 23. Forbrugerrådet og de tilsluttede teleudbydere kan bemyndige formanden til på ankenævnets vegne at træffe afgørelser i visse klagesager, hvor der foreligger en fast praksis.

 

Stk. 2. For at der kan siges at foreligge en fast praksis kræves, at, ankenævnet på mindst tre møder har truffet afgørelser omfattende identiske problemstillinger.

 

Stk. 3. Bestemmelserne i § 21, stk. 3, § 24, stk. 1, 2, 3, 4, 5 og 7 og § 25, stk. 3 finder tilsvarende anvendelse på formandsafgørelser efter stk. 1.

 

Stk. 4. Sager, hvori formanden har truffet afgørelse på nævnets vegne, skal forelægges på næstkommende nævnsmøde. Hvert af nævnets medlemmer kan på dette møde beslutte, at sagen skal undergives almindelig nævnsbehandling.

 

Stk. 5. Der føres protokol over ankenævnets møder.

 

 

§ 24. Ankenævnets afgørelser og forlig skal være skriftlige. Afgørelsen skal være ledsaget af en begrundelse. Hvis en afgørelse beror på en flertalsbeslutning, skal mindretallet begrunde sin stilling i en dissens, der udarbejdes af sekretariatet og godkendes af dissentierende. Både afgørelser og forlig skal underskrives af ankenævnets formand eller den, han bemyndiger hertil. Ankenævnet fastsætter en frist på 30 dage til opfyldelse af afgørelsen eller forliget.

 

Stk. 2. Parterne skal have en kopi af afgørelsen eller forliget, ligesom de skal underrettes om reglerne for indbringelse af sagen for domstolene, om retshjælp, retshjælpsdækning og/eller fri proces.

 

Stk. 3. Er sagen indbragt for ankenævnet ved domstolenes, en voldgiftsrets eller andet lignende forums oversendelse, skal ankenævnet straks sende en kopi af afgørelsen eller forliget til domstolen/voldgiftsretten.

 

Stk. 4. Såfremt klagegebyret skal tilbagebetales til klager, jfr. § 13, skal dette fremgå af afgørelsen.

 

Stk. 5. Såfremt teleudbyderen skal betale omkostninger for klagens behandling ved ankenævnet, skal dette samt beløbets størrelse fremgå af afgørelsen.

 

Stk. 6. Hvis forbrugeren har fået helt eller delvist medhold, skal afgørelsen forkyndes for den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende skal i forbindelse med forkyndelsen have oplysning om, at hvis den erhvervsdrivende ikke ønsker at være bundet af afgørelsen, skal dette skriftligt meddeles nævnet inden 30 dage fra forkyndelsen af afgørelsen. Den erhvervsdrivende skal endvidere have oplyst, at en anmodning om genoptagelse fremsat inden for 30 dage fra forkyndelsen har opsættende virkning, samt at en afgørelse kan tvangsfuldbyrdes, hvis den erhvervsdrivende ikke inden for 30 dage fra forkyndelsen har meddelt, at den erhvervsdrivende ikke ønsker at være bundet, eller har søgt sagen genoptaget. Forbrugeren skal have en kopi af afgørelsen.


Stk.7. Hvis den erhvervsdrivende ikke ønsker at være bundet af den afgørelse, nævnet har truffet, skal den erhvervsdrivende skriftligt meddele dette til nævnet inden 30 dage fra forkyndelsen af afgørelsen.

 

 

§ 25. De tilsluttede teleudbydere er bundet af ankenævnets afgørelse og giver afkald på at anfægte rigtigheden af en afgørelse fra ankenævnet, medmindre teleudbyderen inden 30 dage efter kendelsens afsendelse skriftligt har meddelt ankenævnet, at teleudbyderen ikke ønsker at være bundet af afgørelsen. Vælger teleudbyderen ikke at følge ankenævnets afgørelse uden samtidig at indbringe sagen for domstolene indenfor fristen på 30 dage, offentliggøres teleudbyderen på ankenævnets hjemmeside, jf. § 32.

 

Stk. 2. Begge parter skal underrettes om muligheden for indbringelse af sagen for domstolene, om retshjælp, fri proces eller dækning af sagsomkostninger gennem eventuel retshjælpsforsikring. Endvidere skal parterne have tilsendt vejledning om tvangsfuldbyrdelse, muligheden for genoptagelse og forbrugerens mulighed for at få Forbrugerstyrelsen til at udtage stævning på forbrugerens vegne samt dække visse omkostninger til en retssag.

 

 

Omkostninger

 

§ 26. Ingen af parterne betaler omkostninger ved nævnsbehandlingen til den anden part.

 

Stk. 2. De tilsluttede teleudbydere afholder de omkostninger, der er forbundet med ankenævnets virksomhed, herunder udgifter til honorar til Forbrugerrådets repræsentanter. Fordeling af omkostningerne besluttes af bestyrelsen for Telekommunikationsindustrien i Danmark. Teleudbydere, der ikke har tilsluttet sig ankenævnet, bidrager til finansieringen af ankenævnet i overensstemmelse med stk. 3 og 4. De af klagerne indbetalte gebyrer indgår ligeledes i finansieringen af ankenævnet.

 

Stk. 3. Teleudbydere, som nævnt i stk. 2, 3. pkt., skal såfremt klager får helt eller i det væsentlige medhold i nævnet eller der indgås forlig i det væsentlige til klagers fordel – herefter kaldet ”tabte sager” - betale et beløb i sagsomkostninger i henhold til bilaget til vedtægterne. Beløbene fastsættes som standardbeløb, der fremgår af punkt 1 i bilaget til vedtægterne.

 

Stk. 4. Ved sekretariatets videresendelse af klagen til teleudbyderens udtalelse, jfr. § 16, stk. 1, skal teleudbyderen samtidig orienteres om, at teleudbyderen ved klagesagens afslutning ved forlig eller afgørelse fra ankenævnet, faktureres for klagens behandling ved ankenævnet samt om beløbets størrelse.

 


§ 27.
Beløbet kan inddrives ved udpantning hos teleudbyderen, jf. lov om inddrivelse af gæld til det offentlige §§ 10 og 11.

 

 

Genoptagelse

 

§ 28. Ankenævnets formand kan beslutte, at en sag, hvori ankenævnet har truffet afgørelse, eller hvori forlig er indgået for ankenævnet, skal genoptages, hvis særlige grunde taler herfor, herunder navnlig i tilfælde af

  1. lovligt forfald hos en part som ikke har ytret sig i sagen,
  2. nye oplysninger, som – hvis de havde foreligget under ankenævnsbehandlingen – må antages at ville have medført et andet udfald af sagen.

Stk. 2. En anmodning fra den erhvervsdrivende om genoptagelse af klagesagen, der er indgivet skriftligt til nævnet inden 30 dage fra forkyndelsen af afgørelsen, har opsættende virkning. Fristen på 30 dage regnes herefter fra det tidspunkt, hvor anmodningen om genoptagelse er blevet afvist, eller hvor nævnet har truffet afgørelse i genoptagelsessagen.

 

Stk. 3. Anmodninger om genoptagelse, der indgives af den erhvervsdrivende senere end 30 dage efter forkyndelsen, afvises.

 

 

Tvangsfuldbyrdelse

 

§ 29. Nævnets afgørelse i klagesagen kan tvangsfuldbyrdes i forhold til den erhvervsdrivende efter udløbet af 30 dage efter forkyndelsen eller afvisningen af genoptagelsen, medmindre den erhvervsdrivende forinden har givet skriftlig meddelelse til nævnet om, at den pågældende ikke ønsker at være bundet af afgørelsen.

 

Stk. 2. En anmodning til fogedretten om tvangsfuldbyrdelse skal være bilagt den nævnsafgørelse, der danner grundlag for anmodningen om tvangsfuldbyrdelse, og en erklæring fra nævnet om, at den erhvervsdrivende ikke inden for 30 dage efter forkyndelsen eller afvisningen af genoptagelsen har meddelt, at den pågældende ikke ønsker at være bundet af afgørelsen.

 

 

Information og offentliggørelse

 

§ 30.  Enhver kan ved henvendelse til ankenævnets sekretariat forlange at blive gjort bekendt med ankenævnets afgørelser. Ankenævnet kan i forbindelse med sagens afgørelse bestemme, at navnene på de erhvervsdrivende skal tilbageholdes, såfremt særlige forhold taler herfor. På teleudbyderens anmodning udelades oplysninger, som teleudbyderen har en berettiget interesse i ikke kommer til offentlighedens kendskab. Navne på klagerne må aldrig offentliggøres. Sekretariatet bestemmer, om den, der har fremsat begæringen, skal gøres bekendt med ankenævnsafgørelsen ved at gennemse den i sekretariatet eller ved at der gives ham en afskrift eller fotokopi af afgørelsen. Sekretariatet kan til dækning af omkostningerne fastsætte et gebyr for udlevering af afskrifter eller fotokopier

 

 

§ 31. Informationer om kompetence, sammensætning, klageadgang, sagsbehandlingstid, samt ankenævnets tidligere afgørelser, jf. dog § 33, findes på ankenævnets hjemmeside.

 

 

§ 32. Ankenævnet udarbejder en liste med navne på de teleudbydere, som ikke efterlever ankenævnets afgørelser. Listen skal offentliggøres på ankenævnets hjemmeside.

 

Stk. 2. Såfremt en afgørelse er indbragt for domstolene, kan offentliggørelse efter stk. 1 ikke ske, før endelig afgørelse fra domstolene foreligger.

 

Stk. 3. Såfremt der er sket offentliggørelse af navnet på en teleudbyder, og afgørelsen efterfølgende efterleves, skal oplysningerne om teleudbyderen slettes fra listen.

 

Stk. 4. Oplysninger om en sag kan ikke fremgå af listen i mere end et år.

 

 

§ 33. På ankenævnets hjemmeside offentliggøres alle principielle afgørelser. Ankenævnet beslutter i forbindelse med behandlingen af den enkelte sag, om afgørelsen anses for principiel.

Stk. 2. Sekretariatet tilsender efter hvert kvartal Forbrugerstyrelsen og IT- og Telestyrelsen kopier af de ved ankenævnet indgåede forlig og de af ankenævnet trufne afgørelser, herunder afvisninger.


§ 34.
Ankenævnet orienterer løbende IT- og Telestyrelsen om konkrete sager af betydning for styrelsens tilsyn med teleudbydernes overholdelse af telereguleringen.

Stk. 2. Ankenævnets formand udarbejder sammen med sekretariatets chef en årsberetning og en statistik, der efter regnskabsårets udløb tilsendes Forbrugerstyrelsen og IT- og Telestyrelsen, samt offentliggøres. Forbrugerrådet, de tilsluttede teleudbydere og sekretariatet for Teleankenævnet fastlægger i fællesskab principper for udformning og præsentation af statistiske oplysninger i årsberetningen. Eventuelle ændringer i de fastlagte principper skal være besluttet senest ved udgangen af det kalenderår, statistikken vedrører.
 

Regnskab og drift

 

§ 35. Over de med ankenævnets behandling forbundne indtægter og udgifter føres regnskab. Ankenævnet udarbejder årligt et regnskab og en årsrapport om aktiviteten i det forløbne år og administrationen i øvrigt. Der skal heri tillige oplyses om efterlevelsesprocent på afgørelserne. Kopi sendes til økonomi- og erhvervsministeren, Forbrugerstyrelsen, samt Telekommunikationsindustrien i Danmark.

 

Stk. 2. Regnskabsåret er kalenderåret.

 

 

Generelle bestemmelser

 

§ 36. Til vedtagelse af ændringer af nærværende vedtægter kræves enighed mellem Forbrugerrådet og de tilsluttede teleudbydere. Vedtægtsændringerne skal godkendes af økonomi- og erhvervsministeren.

 

 

§ 37. De teleudbydere, der tilslutter sig ankenævnet, kan melde sig ud af ankenævnet med et varsel på mindst 3 måneder til udgangen af et kalenderår. De teleudbydere, der automatisk er tilsluttet ankenævnet gennem medlemskab af Telekommunikations-industrien i Danmark, kan alene melde sig ud af ankenævnet ved at opsige medlemskabet af Telekommunikationsindustrien i Danmark efter de til enhver tid gældende regler herfor.

 

§ 38. Forbrugerrådet og Telekommunikationsindustrien i Danmark kan med 1 års varsel til en 1. april opsige aftalen, hvorved ankenævnet opløses. Vedtægterne er dog bindende for så vidt angår ydelser leveret inden udtrædelsesdatoen. Der fastsættes betryggende vilkår for afvikling af verserende sager mv.

 

 

Overgangsbestemmelser

 

§ 39. Bestemmelserne i § 24, stk. 6, § 25, stk. 2, 28, stk. 2 og 3, og § 29, finder

kun anvendelse på sager indbragt for nævnet efter 1. januar 2010.

 

 

BILAG

Omkostninger til sagers behandling

I dette bilag fastsættes de standardbeløb, som en ikke-tilsluttet teleudbyder skal betale til ankenævnet for dets udgifter til sagens behandling, jf. vedtægternes § 26, stk. 3.

  1. Standardbeløbet efter § 26 stk. 3 udgør

    a) i sager, hvori klager får helt eller i det væsentlige medhold i nævnet, et beløb på 14.700 kr. og

    b) i sager, hvori der indgås forlig i det væsentlige til klagers fordel, et beløb på 9.500 kr.
Teleankenævnet
Nørre Voldgade 48, st.
1358 København K
Tlf.: 33 18 69 00

Telefontid:
mandag - onsdag
kl. 9-12

E-mail: Teleanke@teleanke.dk