Vejledning om fri proces, retshjælp og retshjælpforsikring
Hvis din sag ikke kan behandles af Teleankenævnet, fordi sagens indhold ligger udenfor nævnets kompetence, kan du i stedet anlægge sag ved de almindelige domstole. Du kan eventuelt være omfattet af nedennævnte foranstaltninger, som kan begrænse dine udgifter ved en retssag.
Fri proces
At få fri proces betyder for dig som forbruger at:
- du skal ikke betale retsafgifter
- du skal ikke betale for advokatbistand
- du vil få refunderet en række af de udgifter, der har været anvendt til at afhøre vidner, til syns- og skønsforretninger mv.
For at få fri proces skal du opfylde nogle økonomiske betingelser og have rimelig grund til at føre retssag. Indkomstgrænserne fastsættes af Justitsministeriet og er i 2003: Enkeltperson: Samlet årsindkomst på 224.000 eller derunder Ægtefæller/samlevende: Fælles indtægt på 284.000 eller derunder. Grænsen hæves med 39.000 pr hjemmeboende barn under 18, som ansøgeren forsørger. Der gives som hovedregel ikke fri proces til sager, der vedrører din erhvervsvirksomhed. Du kan søge om fri proces i det statsamt, der dækker den retskreds, hvor sagen skal føres. Du kan finde dit lokale statsamt på www.statsamt.dk. Sager i Danmark skal anlægges ved sagsøgtes hjemting – dvs. hvor teleselskabet hører til. Hvis sagen skal føres i København eller på Frederiksberg, skal man dog søge Overpræsidiet. Selskaber og foreninger skal søge Civilstyrelsen. Når du søger, skal du beskrive sagens problem, det krav du vil gøre gældende og argumentationen herfor. Du skal også vedlægge alle dokumenter, der kan være af betydning for vurderingen af sagen. Endvidere skal du sende din og din eventuelle ægtefælle/samlevers årsopgørelse fra forrige år. Hvis din/jeres aktuelle indkomst afviger væsentligt her fra skal I oplyse herom. Du skal også oplyse om du har retshjælpsdækning via din forsikring. Hvis dette er tilfældet, skal du oplyse forsikringsselskabets navn og policenummeret. Hvis du får afslag på din ansøgning om fri proces, kan du klage til Civilstyrelsen. Klagen skal sendes til statsamtet eller Overpræsidiet, der videresender den med sagens bilag til Civilstyrelsen.
Offentlig retshjælp
Offentlig retshjælp er rådgivning og anden bistand i retlige forhold. Bistanden ydes af en advokat og gives primært som hjælp til ubemidlede. Offentlig retshjælp gives alene til personer og ikke til selskaber, foreninger og lignende. Også her skal man opfylde en række økonomiske betingelser, som fastsættes af Justitsministeriet. Indkomstgrænserne reguleres hvert år og er i 2003 de samme som for ansøgning om fri proces. Du kan ved at henvende dig til retten finde ud hvilke advokater i din retskreds, der yder offentlig retshjælp. Du skal tage de papirer med til advokaten, som vedrører din sag. Du skal også medbringe din og din eventuelle ægtefælle/samlevers årsopgørelse fra forrige år. Hvis din/jeres nuværende indkomst afviger væsentligt herfra, skal du medbringe bevis herfor. Advokaten kan yde to former for retshjælp – almindelig og udvidet retshjælp. Den almindelige retshjælp omfatter hjælp til rådgivning og udformning af f.eks. ansøgning om fri proces mv. Den udvidede retshjælp kan gives, hvis der foreligger en tvist og der er udsigt til, at sagen eventuelt vil kunne løses ved et forlig – dvs. uden retssag og dom. Advokaten har pligt til at oplyse dig om, hvor store omkostningerne ca. vil blive, før han yder retshjælpen. Advokaten kan give almindelig retshjælp for et vederlag på maksimum 800,- kr. inkl. moms. Heraf betaler staten 75 % og du skal betale resten. Advokaten kan give udvidet retshjælp for et vederlag på maksimum 1830,- kr. inkl. moms. Heraf betaler staten og du hver halvdelen.
Retshjælpsforsikring
De fleste har en retshjælpsforsikring i forbindelse med deres andre forsikringer, f.eks. familieforsikring, bilens kaskoforsikring eller ejendoms forsikringen. Du har mulighed for at få retshjælp, hvis du har lagt sag an mod nogen, eller nogen har lagt sag an mod dig og du i øvrigt opfylder betingelserne for dækning af din retshjælpsforsikring. I alle tilfælde skal du først henvende dig til en advokat, som kan vejlede dig, om der er grundlag for at starte en sag. Hvis advokaten mener der er tilstrækkeligt grundlag, skal du oplyse om din retshjælpsforsikring. Advokaten vil så kontakte dit forsikringsselskab og aftale nærmere. Forsikringsbetingelserne for retshjælpsforsikringen er ens for alle forsikringsselskaber. De personer, der er dækket af hovedpolicen, er også omfattet af retshjælpsforsikringen.
|