Forside
Hvordan klager man?
• Hvornår kan jeg klage?
Klagebehandling
Erhvervsklager
Vejledning om fri proces m.v
Om Teleankenævnet
Statistiske oplysninger
Afgørelser
Spørgsmål og svar
Tipsposen
Kontakt
Links

Print siden
Indtast søgeord:

Hvornår kan jeg klage?

Før du klager til Teleankenævnet, skal du have forsøgt at løse sagen med dit teleselskab.

Teleankenævnet anbefaler altid, at du henvender dig skriftligt til dit teleselskab. På posthuset kan du få en indleveringsattest, så du bagefter kan dokumentere at have sendt brevet. Find hurtigt ud af om du kan klage til Teleankenævnet

Har du ikke klaget til teleselskabet?

Du skal sende en klage til teleselskabet. Det skal fremgå klart af brevet, at du vil klage og hvad klagen drejer sig om. Vi anbefaler altid, at henvendelser sker skriftligt.
 
Det er ikke nok at lade være med at betale en regning, som du ikke mener at skylde selskabet. Teleselskabet kan ikke vide, om du er utilfreds med regningen eller blot har glemt at betale den.
 
Har du klaget til teleselskabet men ikke fået svar?
Det tager typisk op til 3 måneder at få en afgørelse fra teleselskabet på din klage. Hvis du slet ikke har hørt fra teleselskabet inden for en rimelig tid (4-6 uger), kan du henvende dig igen for at høre, om selskabet har modtaget din klage.
 
Hvis du ikke får svar fra teleselskabet inden for 3 måneder, og du har henvendt dig mere end én gang, kan du klage til Teleankenævnet.
 
Har du fået en afgørelse fra teleselskabet?
Når teleselskabet har afgjort din klage, og du ikke er enig i afgørelsen, kan du klage til Teleankenævnet.

Hvad kan man klage over?

Teleankenævnet behandler klager over ”teletjenester”. Begrebet dækker både over fastnet, mobil og internetforbindelser.
 
Klagen kan både vedrøre selve regningen og de vilkår, som er aftalt med teleselskabet. Det kan f.eks. være en klage over, at regningen udsendes forsinket, at en saldokontrolordning ikke virker efter hensigten, at du ikke mener at have indgået en aftale med teleselskabet el.lign. Under Afgørelser kan du læse mere om, hvilke klager Teleankenævnet har behandlet og hvordan de er afgjort.
 
Teleankenævnet behandler som udgangspunkt ikke klager over kabel-tv, hostingaftaler eller mangler ved selve telefonapparatet. Hvis klagepunktet indgår i en klage, som primært handler om teletjenesten, kan Teleankenævnet dog behandle den samlede klage.
 
Klager, som falder udenfor Teleankenævnets område, kan ofte rettes til Forbrugerklagenævnet. På hjemmesiden www.forbrug.dk kan du se de nærmere betingelser for at klage.
 
Klagen skal vedrøre en konkret tvist/uenighed. Der skal også være tale om et økonomisk mellemværende. Teleankenævnet kan ikke behandle klager over generelle problemstillinger eller klager, der ønsker en undskyldning eller lignende.

Hvordan kan man klage?

Du kan klage til Teleankenævnet, hvis du opfylder betingelserne nævnt ovenfor.
 
Klagen skal indsendes på Teleankenævnets særlige klageskema. Du kan udfylde og printe klageskemaet eller få klageskemaet tilsendt ved telefonisk eller skriftlig henvendelse til sekretariatet.
 
Det koster 150 kr. i gebyr at klage. Sekretariatet udsender et girokort sammen med klageskemaet. Hvis du selv downloader og indsender et klageskema, udsender vi efterfølgende et girokort. Send venligst ikke beløbet på en check eller postanvisning.
 
Hvis du får helt eller delvist medhold i din klage, får du klagegebyret retur. Det er en stor hjælp for os, at du udfylder pkt. 29 i klageskemaet med dit kontonummer, så vi i givet fald kan indbetale pengene direkte til dig.
 
Først når sekretariatet har modtaget klageskema og –gebyr, kan vi starte behandlingen af din sag. Sagsbehandlingen tager normalt mellem 3-6 måneder.

   
Teleankenævnet
Nørre Voldgade 48, st.
1358 København K
Tlf.: 33 18 69 00

Telefontid:
mandag - onsdag
kl. 9-12

E-mail: Teleanke@teleanke.dk